Vielsesring
Der er altid et guldafsnit.
De der har været ringforlovet, har mulighed for at vælge om ringene også skal være vielsesringe, eller der skal købes nye til vielseshandlingen.
Uanset valget, skal de nye ringe, eller de nypolerede forlovelsesringe, efter al sansynlighed have indgraveret dato og eller navn og måske et par ord.
Der er ingen grund til at udsætte ringprojektet. Der skal altid være tid til en rettelse såfremt navnet eller den personlige inskription alligevel blev misforstået eller ikke kunne læses tydeligt nok, etc.
Det er forloverens rolle at opbevare ringene på bryllupsdagen indtil præsten spørger efter dem.
Det aftales med præsten hvor ringforløbet skal placeres i bryllupsceremonier, for ringene indgår ikke i den egentlige ceremoni; men her var gamle traditioner stærkere end kirken og lod sig ikke vrage.
“Den gyldne ring skal først erindre brud og brudgom om, at ligesom guldet er ædlere og bedre end andre metaller, således skal også deres kærlighed til hinanden være ædlere og bedre end al anden kærlighed.
Den gyldne ring er rund, det vil sige, den er uden begyndelse og ende, således skal kærligheden mellem brud og gom aldrig ophøre.
Den gyldne ring sidder på den fjerde finger, den såkaldte hjertefinger, fordi man siger der går en blodåre fra hjertet lige ind i denne finger. Den skal betegne, at den ægteskabelige kærlighed skal komme lige fra hjertet, og være varm som blodet der strømmer ud herfra.”
Tidsskriftet “Vort hjem” 2. maj 1885.
Der står ikke noget i denne tekst om hvilken hånd der skal have vielsesringen, og der er da også stadig fortalere for begge hænder.
Imidlertid er der betydelig overvægt i meningen om at placere forlovelsesringe på venstre hånds, og vielsesringe på højre hånds ringfinger [82% i en undersøgelse på Festbogen].
