Til pynt og med funktion
Myrtekrans og langt slør. Det var opskriften både for bæreren af den højhalsede hvide slæbekjole eller den tarveligere sorte kjole, som det hed i værket Vort Hjem fra 1903, redigeret af Emma Gad.
Beskrivelsen viser, at myrtekransen dengang var selve kendetegnet på en brud - vigtigere end kjolens farve. En brud i sort kjole med hvidt slør og myrtekrans var stadig umiskendeligt en brud, mens den hvide kjole endnu var forbeholdt dem, der havde råd til en kjole, som kun skulle bruges én gang.
Derefter gik det sikkert, men ikke forrygende hurtigt, i retning af hvid brudekjole for langt de fleste. Myrtekransen fulgte med et godt stykke op i 1900-tallet, men gled efterhånden ud til fordel for slør, diademer og friske blomster i håret.
Kærlighedsgudindens plante
Myrten er den græske kærlighedsgudinde Afrodites blomst. I den klassiske oldtid var planten viet til Afrodite - og hos romerne til hendes modstykke Venus - og den blev derfor et symbol på kærlighed, frugtbarhed og ægteskab.
Dermed er det nærliggende at bruge den til bryllupsblomst - eller rettere plante, idet det er en krans af myrteblade, der ikke må være i blomstring.
Selve planten, Myrtus communis, er en stedsegrøn middelhavsbusk med små, blanke, mørkegrønne blade, der dufter aromatisk, når man gnider dem. Den kan ikke overvintre udendørs i Danmark, og netop derfor blev myrten herhjemme en klassisk potteplante i vindueskarmen - ofte en aflægger, der gik i arv, så en mor kunne give sin datter en gren af sin egen brudemyrte.
Myrten brugtes ifølge nogle tekster også som svangerskabsforebyggende, eller ligefrem abortfremkaldende middel. Efter bryllupshandlingen var der ikke mere brug for myrten på dette felt. Om den nogensinde har virket, skal være usagt, men den dobbelte betydning - både kærlighedssymbol og “funktionel” plante - gjorde den kun mere oplagt som brudens plante.
Ud over en myrtekrans kunne bruden også bære en myrtegren, eller der kunne placeres myrter på sløret, eller det kunne være en del af brudebuketten. Skikken kendes i store dele af Nordeuropa, og i Storbritannien stammer myrterne i de kongelige brudebuketter efter traditionen fra en plante, dronning Victoria fik i 1800-tallet.
De kongelige myrter på Fredensborg
På Fredensborg Slot står de gamle myrter, som Dronning Ingrid medbragte fra Stockholm, ifølge Kongehuset.dk, og de kongelige brudebuketter er siden blevet forsynet herfra.
Ingrid, der var svensk prinsesse, bar selv en lille krone af myrter, da hun i 1935 blev viet til den senere Kong Frederik 9. i Storkyrkan i Stockholm. Da Kronprins Frederik og Mary Donaldson blev gift den 14. maj 2004, indgik der ifølge Kongehusets egen beskrivelse af brudebuketten myrter fra netop den gamle myrteplante på Fredensborg - sammen med blandt andet orangeblomster fra slottets appelsintræer og australsk eukalyptus som en hilsen til brudens hjemland.
Fredensborgs orangeri huser i dag omkring 75 myrter, der overvintrer indendørs sammen med slottets citrustræer, så traditionen kan føres videre ved kommende kongelige bryllupper.
Overtro om myrtekransen
Som med så mange andre bryllupstraditioner knytter der sig en del gammel overtro til myrten:
Det betyder ulykke at tabe myrtekransen i kirken.
Det betyder dødsfald i familien, hvis myrtekransen viser begyndende tegn på blomstring.
Myrten skal helst foræres bruden.
Netop derfor skulle kransen bindes af blade uden knopper, og derfor var det populært, at brudens mor eller en anden nærtstående gav planten - gerne som en stikling af familiens egen brudemyrte, så held og kærlighed kunne følge med fra generation til generation. I dag er myrtekransen sjælden ved danske bryllupper, men en lille myrtegren i brudebuketten eller gommens knaphul er en diskret måde at tage en af de ældste bryllupstraditioner med sig på.