2 og 3 års fødselsdag
Vuggestuebarnet på vej frem.
Endnu nogle milepæle at fejre.
Der sker så meget på et år, men er man sammen med barnet hver dag er det meste kommet jævnt og glidende.
Så er det en fornøjelse med et hold fødselsdagstanter, der kan fortælle årets udvikling.
Barnet har lært nyt
Barnet har nu lært nogle af de ting man så frem til ville gøre hverdagen lidt lettere. Men der er lige et par ønsker endnu – og så er det en dans på roser. Der er i virkeligheden altid noget nyt på vej, noget nyt der skal læres og nogle nye grænser der skal mødes og krydses. Det bliver såmænd ved til langt efter barnet er flyttet hjemmefra – så mantraet må lyde: Nyd nuet, det kommer aldrig igen.
Bepisning
Der serveres hjemmebagte boller med smør til 3 og 3 års fødselsdag. Derefter et stykke kage som kan være en kagemand. Til slut en lagkage med flødeskum og regnbuekrymmel der drysses på så der står fødselsdagsbarnets alder. Lagkagen er pyntet med flag og det rigtige antal fødselsdagslys. Fødselsdagsbarnet skal puste lysene ud, og må så tænke på et ønske. Da det ofte er mor’en der puster lyset ud, kan hun jo så få ønsket!
Springes lagkagen over, kan kagemanden udmærket overtage hele rollen og bruges til dekorationerne og lys.
Glem ikke den varme kakao til 2 og 3 års fødselsdag
Til dette kagegilde serveres et par kopper varm cacao med flødeskum – og sodavand (og kaffe) står for resten af vædskeindtagelsen.
Kommer der flere små størrelser til fødselsdagen er det ikke nødvendigt med store arrangementer. Lad børnene lege ude og inde som til hverdag. Gem de store arrangementer til senere fødselsdage. Det gælder også antallet af gæster.
Vuggestuen kommer måske forbi
Børn i vuggestue eller dagpleje starter med stedets traditionelle fødselsdagsprogram, eller måske kommer de lige et smut hjem til fødselsdagsbarnet til et lille kageprogram.
Derefter er der fødselsdag med familien efter hjemmets traditionelle program med lagkage med lys.
En dag ud over det sædvanlige
Barnet har fået en dag ud over det sædvanlige; er mæt og glad og har fået nye sager at lege med. Det vil være synd at spolere med overflod.
Måske er der siden sidste fødselsdag kommet begrænsninger i vuggestuen, så alting skal være sundt og kagen skal skiftes ud med en gulerod….