Fødselsdage har to dimensioner – ude og hjemme.
Ude, på arbejdspladsen, er der de fleste steder opstået diverse mere eller mindre ufravigelige traditioner.
Det kan går i retning af rundstykker til formiddagskaffen eller blødt brød om eftermiddagen. Mange steder er det tillige kombineret med et lille glas.
Hvem der er giveren er der ikke faste regler for, men er kollegerne (gruppen) af en vis størrelse er der mange steder en personaleforening, -klub eller -kasse der betaler (af ens egne indbetalede penge).
Gaver kan forekomme, men er oftest kun ved de store runde (50 og 60 år), og det må siges at være rigeligt, for i bund og grund er vores fødselsdag privat, og totalt uinteressant for vores arbejdsplads.
Hjemme fejres de fleste fødselsdage med den nærmeste familie og venner; men nok ikke ubetinget på samme tid.
Fra den tidlige barndom kommer fødselsdage ind som et kærkomment element til at opløfte nogle dage til fester. Ikke blot ens egen, men enhver fødselsdag er krydret med søde sager og glade familiemedlemmer og diverse tanter man ellers ikke ser.
Som voksen byder vores fortravlede dagligdag ofte den tanke frem, at springe fødselsdagen helt over som festlighed – for festen kommer jo ikke mere af sig selv.
Så selv om vi måske kun føler vi har tid til at fejre de runde fødselsdage, bliver det alligevel til en fødselsdag hvert år – alt andet vil vær uforståeligt for vore egne børn for de kunne absolut ikke tænke sig at springe over.
Hvis vi absolut behøver en grund til at se familien, er fødselsdagene da udmærket, men den personlige udvikling begynder nok at falde i tempo efter de 30, og der skal efterhånden 10 år til, for at man kan se en personlig ændring.
Den samme kraft der har ligget bag enhver fødselsdag i barndommen, kan måske kun lige føles ved de runde dage. Oftest uden den glæde der præger ethver fødselsdagsbarn, som på ingen måde betragter det andet end meget positivt, at blive et år ældre.