Det sidste uskyldssymbol.
Historien om brudeslør er en historie om hovedbeklædning eller ej for jomfruer (ugifte piger) og gifte koner.
I middelalderen var det de gifte koner der dækkede deres hår, med lin (fint stof) eller anden hovedbeklædning.
Jomfruen havde derimod sit udækkede hår som kunne pyntes med blomster eller brudekrone. Brudekronen blev så i løbet af brudefesten erstattet med en konehue.
Sammenblandingen af disse symboler, eller erstatningen i form af det nye brudeslør, er fra Frankrig sidst i 1700 tallet, hvor man kan sige at pyntesygen florerede.
Brudesløret tolkes i dag som et jomfrusymbol, renhed og uskyldighed, og bæres sædvanligvis kun første gang kvinden står brud.
Efter brudevalsen er danset bliver sløret revet i stykker og mange af gæsterne får et stykke.
Ved sølvbrylluppet tager gæsterne deres stykker med og prøver at genskabe, eller samle sløret.
Nogle familier har brudeslør der har været brugt i generationer, og de må i sagens natur nok lade toastmastereren fortælle dette inden brudevalsen trædes.
Rives brudens slør i stykker bliver det et lykkeligt ægteskab. Mange stykker giver meget held. Det bringer desuden også lykke til alle der får et stykke af brudesløret.
Kom brudesløret til at slæbe over gommens fødder i kirken, ville bruden få magten i ægteskabet.
Sløret blev tillagt helbredende virkninger når det blot blev lagt på det syge sted.
Er sløret et arvestykke?
Familietraditioner kan lade brudesløret gå videre i slægten og bruges igen og igen. Der bør derfor være klarhed over, om den tradition er til stede, før man med vild energi begynder at rive sløret i tusinde stykker.
Håret bag traditionen
Går man historisk tilbage, er brudesløret i virkeligheden historien om den kraftige virkning, det løsthængende lange kvindehår har på mænd. Med brudesløret blev håret - og dermed tiltrækningskraften - dækket under brylluppet, og gifte kvinder gik ikke med udslået hår.