Hr. og Frue

Udenfor kirken lykkeønsker alle brudeparret med ord og måske riskastning med ønsket om frugtbarhed.
Dette ritual har mulighed for at blive gentaget endnu to gange på dagen; efter brudevals og ved parrets afgang fra feststed.

Er en eller begge de nygifte fx medlemmer af en tennisklub, kan en række af klubbens medlemmer være opstillet med et espalier af ketchere.
Andre foreninger/klubber vælger naturligvis relevante genstande til denne gestus.

Her bliver også taget en masse billeder som brudeparret nok på et tidspunbkt vil bede gæsterne om en kopi af, eller bede de teknisk kyndige om at lægge dem op på parrets facebook eller hjemmeside.

Et køretøj af speciel karakter transporterer brudeparret fra kirken.
Det kan være en limousine, en hestevogn, eller fars pudsede og flot pyntede gamle Mercedes.

Der er mulighed for at bede chaufføren køre mange steder hen, men mest relevant vil ofte være direkte til fotograf, i atelier eller et udvalgt romantisk sted udendørs.
Der kan også være den mulighed at glæde bedste og imponere hele plejehjemmet ved at besøge det kære familiemedlem der ikke har kræfter til at gennemføre selve festen.