Bryllupsrejse

Bryllupsrejse
garten-gg / Pixabay

Har denne tekst gjort jeres forberedelser lettere, så vurdér den gerne!

Printet fra festbogen.dk - tekster om forberedelse af alle fester!

Det er ofte gommens projekt at planlægge en bryllupsrejse.

Ligesom selve brylluppet, er bryllupsrejsens rammer vide – lige fra ingenting til en verdensomsejling med en luksusliner.

Mange mener at når der nu er brugt så mange penge på selve brylluppet, kan bryllupsrejsen udskydes til lidt senere – men det kan den ikke!
Bryllupsrejsen er umiddelbart efter bryllup og er i virkeligheden ud over den store oplevelse selve rejsen kan være, også en neddroslingsfase. I mange måneder har forberedelserne til bryllup fyldt temmelig meget i bevidstheden, og pludselig er det slut. Det er lidt af en omvæltning at vågne op til, som nok kan kræve lidt ekstra opmærksomhed for hinanden – som en bryllupsrejse jo er fint egnet til.

Skal man udenlands er der nogle lande som kræver en del forberedelse, og man må her passe på datoerne.

Vaccinationer.
Det er til mange rejsemål tilrådeligt at blive vaccineret. Her er vaccination.dk hvor det er muligt at læse om lande, sygdomme og vaccinationspriser.

Visa.
En del lande vil gerne have lidt check med turisterne og kræver et visa. På Visumservice er der info om de lande hvor indrejse skal planlægges lidt nøjere.

Pas.
Passet skal lige checkes med udløbsdato, og såfremt en af parret skifter navn, vil det være tilrådeligt at få navnene opdateret før en lang tur ud i verden.
Pas ekspedition er overdraget fra politiet til kommunernes borgerservice.

Valuta eller andre betalingsmidler.
Er bryllupsrejsens mål langt fra den hjemlige kyst, skal der måske veksles til den fremmede valuta.
Alt efter den lokale bank og den fremmede valuta, kan der være leveringstid på de fremmede sedler, så bestil i god tid.
Og så er banken også købmand på dette område. Noter kurserne fra et par banker og vekselbureauer – bemærk gebyrerne; også ved tilbageveksling af overskuddet.

Måske er et visa/dankort løsningen til hele turens transaktioner, ellers kan et andet internationalt betalings- eller kreditkort være det ideelle at få bestilt.

Ny bikini til december kræver forberedelse.

Når gommen har besluttet sig til hvor bryllupsrejsen skal gå hen, kan det være at de fremmede himmelstrøg også kræver noget nyt tøj, eller tøj til en anden årstid end i Danmark.
Måske vil både en strandferie, en teaterrejse til Broadway eller en skiferie i Norge, kræve tilføjelser til garderoben.
Det gør det selvfølgelig svært at skjule for bruden, hvis hun skal prøve en stortrøje, hvis gommen enerådende står for beslutningen – men så må han også enerådende, eller med hjælp fra 1. brudepige, sørge for nødvendig information så han selv kan købe tøjet.

Et alternativ kan være at starte bryllupsrejsen med en indkøbstur på destinationen – hvis gommen allerede fra starten tør lade shoppegenet få så meget medvind!

Der er nok ikke så almindeligt i dag at gommen tager den endelige beslutning om bryllupsrejse helt under egen kappe.
Man skal måske tage hatten af for den gom der tør!