En ekstra fridag på en fredag!
Sådan kan Store Bededag nok bedst beskrives i de fleste danskeres opfattelse af dagen.
Det unikke ved denne dag foregår, som det oftest gør ved fester med religiøse undertoner, aftenen før. Varme hveder er torsdag aftens mantra, og de kan købes i flere variationer, fra bagerens nybagte (uden sidestykke!), til diverse poser med halvbagte boller der kan gennemgå forvandlingen til varme hveder hjemme i den private ovn.
Som det ofte er tilfældet med spiselige traditioner, har den originale anvendelse ændret sig – og det er vel i orden i betydningen ’tilpasset dagens tand’.
Vi behøver ikke at vente til fredag med at spise bollerne, for dagens bagere er ikke underlagt de gamle helligdagsforeskrifter, hvor Store bededag også gav en fridag fra det daglige arbejde til bagersvendene. Der blev i kirkerne ringet med den store klokke – så både arbejde som leg var ude af billedet – eller skal vi sige: var forbudt!
Så vi spiser nu de friske hveder torsdag aften, efter vi har givet ristningsbehandlingen som om de var fra dagen før.
Den ekstra fridag benyttes ofte (i skift med Kristi himmelfartsdag alt efter hvorledes årets helligdage falder), som en ekstra konfirmationsdag.
Store Bededag blev indført af Roskildes biskop (o. 1667) og lovfæstet 1686.
Der var på den tid mange bededage og for hårdtarbejdende håndværkere, var enhver dag der ikke betød arbejde fra morgen til aften, en ting at se frem til.
Imidlertid mente Struensee at mange helligdage skulle være arbejdsdage, så han fjernede 11 af helligdagene i 1770 ved den store helligdagsreform.
Store Bededag var imidlertid en fridag der havde udviklet sig med egne traditioner. Ikke mindst i hovedstaden, hvor københavnerne benyttede forårsdagen til gåture langs voldene. Så den turde han (nok) ikke at fjerne.