Denne tekst er fra Kaptajnens Etikettebog, der blev udgivet i 1947.Derfor er det selvfølgelig ikke alt der er lige relevant i dag.
Hilsen ved bordet
Vi selv finder det hyggeligt at »drikke glas« med hinanden
Vi nordboere har jo den for de fleste andre folk temmelig uforståelige skik at »drikke glas« med hinanden. Vi selv finder det hyggeligt og synes, det tilvejebringer en kontakt imellem bordgæsterne, der forhøjer stemningen og giver denne en på samme tid højtidelig og fortrolig karakter.
Ved denne form for hilsen gælder bestemte regler, der må overholdes, hvis man ikke vil risikere at støde an. Selve hilsenen med glas udføres ved, at den, der ønsker at drikke glas med en anden, diskret søger at fange dennes blik, hvilket ofte kan være svært, og derefter nikker til den pågældende, idet han samtidig ved at gribe sit glas tilkendegiver sin hensigt. Den opfordrede svarer med en let bøjning og ved derefter også at tage sit glas med samme vin som den, den opfordrende benytter.
Begge hilser nu på hinanden, idet de hver især, holdende glasset på sædvanlig måde i højre hånd, fører dette ind til højre side af brystet og samtidig bøjer sig mod hinanden, for den yngres vedkommende ved at rejse sig mere eller mindre i sædet; derefter drikker de lidt, trækker glassene »an« som før og bukker på ny for hinanden, før de stiller dem fra sig.
Man skal se hinanden i øjnene, når man hilser, og begge skal drikke samme vin. Har man ikke mere af den pågældende vin i sit glas, når der bliver hilst på en, og det ikke drejer sig om bordvinen, som man jo normalt selv skænker, må man tage en anden vin, for man bør så vidt muligt undgå at hilse med et tomt glas. Den opfordrende vil i så fald ofte skifte over til samme vin, i øvrigt bør man, inden man hilser, så vidt muligt forvisse sig om, at den, man vil drikke glas med, har noget i sit glas af den vin, man ønsker at benytte.
Det ser godt ud, at drenge og unge mennesker rejser sig, når ældre, især damer, eller en overordnet hilser på dem. De bukker let mod den pågældende og drikker stående. De må passe på ikke at skramle med stolen, når de rejser og sætter sig. Andre bliver siddende eller løfter sig lidt i sædet samtidig med, at de gør en let bøjning både før og efter, de har drukket.
For kongen og kongehusets medlemmer rejser man sig normalt, når kongen er til stede dog kun for ham.
Nogle rejser sig kun for den fornemste i selskabet. Dette er et meget farligt princip, da det ikke altid kan afgøres, hvem der er nummer eet, og man derfor ved at følge det let kan komme galt af sted.
En dame rejser sig aldrig, når der drikkes med hende, ganske uanset hvem der hilser.
Grundreglen for hilsen ved bordet er, at den herre, der er ældst i anciennitet (rang) eller af levealder kan hilse på den yngre, og at herrer hilser på damer, se dog nedenfor.
Værten hilser ved bordet på samtlige mandlige gæster og på så mange — først og fremmest de ældste — af de kvindelige gæster, han kan overkomme, medens værtinden på sin side drikker glas med damerne og de prominenteste af herrerne nogenlunde efter rang eller alder. Ingen har ret eller grund til at blive fornærmet, fordi værten. resp. værtinden, i et stort selskab ikke når at få hilst på dem, for der er jo grænser for, hvad værtsfolkene kan overkomme.
Gæsterne på deres side må ikke uopfordret hilse på vært eller værtinde; disse kunne ellers snart blive drukket under bordet. På værtinden kan dog hendes bordkavaler hilse. Er kredsen meget intim, tillades afvigelser herfra, men man plejer så samtidig at sige fx: »er det tilladt at hilse på værtinden (værten)?« — det ligesom tager brodden af dristigheden. I andre tilfælde opfordrer værtsfolkene selv gæsterne til at hilse på sig.
Man drikker ved første lejlighed, og inden første ret er spist, glas med sin borddame og derefter også med damen til venstre. Har man på fornemmelsen, at der vil blive budt velkommen, må man vente, til dette er sket, men i hvert fald må man, som tidligere nævnt, ikke røre sit glas, før værten (værtinden) har drukket af sit.
Hvem man i øvrigt vil hilse på, må man selv afgøre, når blot de ovenfor anførte regler følges.
Det er en opmærksomhed, som man normalt bør vise, at hilse på den herre, der fører ens kone til bords, selv om man ikke har truffet ham før. Også på sin kone hilser man ved bordet. Skal man rette sig efter gammel skik på dette punkt, koster det 7 par handsker til hende at glemme det. Er det derfor rigtigt, hvad man siger om professorer, at de ofte er distræte og glemsomme, skulde professorfruer normalt være vel forsynet med handsker.
Damer hilser som regel ikke på herrer, dog kan værtinden og ældre damer tillade sig det, sidstnævnte over for yngre, da disse jo ikke selv kan tage initiativet.
Kan man ikke på anden måde fange opmærksomheden hos den, man ønsker at hilse på ved bordet, kan man igennem betjeningen bede vedkommende »se ned« til en.
Især blandt officerer bruges det meget at »returnere«, dvs. hilse tilbage på den, der har drukket med en. Man kan dog ikke returnere til alle, men kun til dem, der er nogenlunde jævnaldrende med eller højst en grad over en selv, med mindre der består et særlig fortroligt forhold imellem de pågældende.
At hilse parvis bruges af en del mennesker, især i de senere år. Der følges herved så vidt muligt foranstående regler, idet man dog skal hilse på sin borddame, inden man sætter glasset.
