Denne tekst er fra Kaptajnens Etikettebog, der blev udgivet i 1947.Derfor er det selvfølgelig ikke alt der er lige relevant i dag.
Hvem skal med
Vi nordboere åbner dørene til vore hjem på vid gab
Den nordiske gæstfrihed er berømt viden om. medens man i mange lande, fx Frankrig, sjældent inviterer fremmede hjem til sig, men helst afgør en repræsentationsforpligtelse eller et mindre selskabeligt mellemværende på en restaurant, åbner vi nordboere dørene til vore hjem på vid gab, ikke alene for landsmænd, men også for udlændinge, når disse kommer på forretningsbesøg el. lign.
Få ord vækker så forskelligartede følelser som ordet selskab — glæde og forventning blandet med bekymring for, hvorledes det skal gå, hvor meget det skal koste, om man har det rigtige tøj, om man kan skaffe maden, kogekone, betjening o. m.m. I særdeleshed i en krisetid kan sidstnævnte vanskeligheder nok sætte en stakkels husmoder grå hår i hovedet. Men når så endelig det store øjeblik er inde, da gæsterne kommer, er sorgerne som regel med eet som blæst væk, og man nyder trods alt for nogle timer at kunne glemme dagliglivets arbejde — det være nok så elsket — og mulige fortrædeligheder i selskab med gode venner og interessante og indtagende mennesker.
Det er naturligvis mest tilfredsstillende for både værtsfolk og gæster, når alt ved et selskab går, som det skal. Derfor kan det meget anbefales, selv hvor det kun drejer sig om forholdsvis få fremmede, at begynde forberedelserne i god tid og nøje gennemtænke detaljerne. På den måde sikrer man sig også bedst mod nervøsitet hos husmoderen. Dermed være naturligvis ingenlunde sagt, at man ikke kan improvisere små og — efter forholdene — også ret store selskaber og slippe udmærket fra det. Tværtimod, i visse situationer har improvisation på det selskabelige område sin store berettigelse, for ikke at sige, at den er absolut nødvendig og ofte fører til strålende resultater, men dette sidste skyldes vel nok netop, at husmoderen ved en systematisk forberedelse af sine normale selskaber har trænet sig op til at kunne arbejde hurtigt og til at have alle de småting på rede hånd, som en mindre tænksom og måske mindre erfaren husmoder ville glemme i samme situation.
Forinden tidspunktet for selskabet kan endeligt fastsættes, må man gøre sig klart, om man den pågældende dag har eller kan skaffe sig den fornødne betjening, såvel i køkkenet (kogekone) som til opvartning. De færreste hjem er jo, især i vore dage, så vel forsynet med huslig hjælp, at de kan tage et større selskab uden forstærkning.
Hvem skal indbydes? Er ekstrahjælpen sikret, kan man gå i gang med at udsende indbydelser. Man begynder med at gøre op, hvem man vil se, og hvem af dem, der passer sammen, og som man kan tænke sig gerne vil mødes. Det har overordentlig meget at sige, at man samler de rigtige, bl. a. fordi det er uheldigt at tvinge mennesker sammen i et selskab, hvis de ellers ikke kan være i stue med hinanden; fx skal man undlade at bede fraskilte til samme selskab. Man må også passe på ikke at udvælge alle de fornemste til særlige selskaber og tage de mindre fornemme for sig. Dels giver det let sidstnævnte det indtryk, at de betragtes som anden klasses gæster, dels er charmen for intelligente mennesker jo netop den, at man i et selskab kommer til at tale med folk med forskellig indstilling, og som lever og arbejder under andre forhold end dem, man selv kender.
Der er mange, der ikke kan lide at være »tretten til bords«, derfor bør man undgå dette tal. Kunstnere og særprægede personligheder har man ofte mere glæde af at have alene tit selskab frem for i et større antal. De skal nydes hver for sig. Samtidig med disse overvejelser må man løseligt danne sig et skøn over, hvorledes gæsterne skal sidde ved spisningen, idet dette spørgsmål spiller en rolle for gæsternes antal og selvsagt hænger nøje sammen med, hvem de indbudte er.
