Et lille uheld og tobaksrygning

Værtinden og værten bør ikke med et ord nævne besværet, der er gået forud for selskabet, lige så lidt som maden eller priser af nogen art vedrørende denne. Derimod kan gæsterne godt glæde værtinden ved at udtale nogle anerkendende ord om det, der serveres, og bordets udsmykning, men de skal fx ikke omtale, på hvilke andre måder en bestemt ret kunde være tilberedt; det kan opfattes som kritik.

Den bedste betjening

Den bedste betjening er den, man ikke mærker. Værtinden må gøre sit bedste for ikke at vise nervøsitet, og helst skal hun lade, som om serveringen ikke vedkom hende, hvilket dog ikke må forhindre hende i at have et øje på hver finger for at sikre sig, at alt går, som det skal. Bl. a. må hun påse, at ingen gæst forsømmes, at sauce, syltetøj, gemyse m.m. sættes i cirkulation, og at denne ikke standses for tidligt, samt at tømte vinkarafler passende hurtigt får påfyldt mere vin.

Hun bør ikke sidde og våge over gæsterne

Hun bør ikke sidde og våge over, hvor meget hver enkelt gæst tager af fadet. Det er ubehageligt for de pågældende og kan blive misforstået. Hvor godt hun end under sine gæster maden, må hun ikke nøde dem for stærkt. Det skulle jo heller ikke være nødvendigt, da de jo dog må vide, at den bliver dem budt, ikke som skueretter, men for at berede dem en nydelse, og at det kun kan glæde værtsfolkene, at gæsterne lader den vederfares retfærdighed.
Tager opvartningen efter hendes mening for lang tid, eller har hun andet at udsætte på betjeningen, må hun ikke undskylde dette overfor gæsterne eller lægge sin misfornøjelse over for sine hjælpere for dagen, men gemme sin kritik til bagefter. Hun må således under ingen omstændigheder give sig til at irettesætte nogen i gæsternes påhør.

Indgriben i serveringen

Ser hun sig tvungen til at gribe ind i serveringen, må hun gøre det så stilfærdigt som overhovedet muligt. Hverken hun eller værten må nogensinde forlade bordet under spisningen. Telefonopringninger skal, så længe der siddes til bords, tages af betjeningen, der må modtage besked eller bede de pågældende ringe senere.
Værtinden skal, selv om hun får budt som en af de første, være den ved bordet, der bliver sidst færdig med en ret. Hun må derfor spise så langsomt, at også de, der får sidst, har fornøden tid til at spise deres mad.

Uheld

Han må under ingen omstændigheder tilbyde eller sende erstatning.
Sker der under serveringen et uheld for de opvartende eller en af gæsterne, hvorved der fx bliver spildt noget eller slået service i stykker, må værtinden tage det med godt humør og helst, hvis hendes mellemkomst ikke er nødvendig, lade som om hun ikke har bemærket det.
Ærgrelse eller vrede må ikke komme til udtryk, ej heller i minespillet. Er det gået ud over en af gæsterne, må hun selvfølgelig påse, at skaden så diskret, men tillige så hurtigt som muligt afhjælpes, og beklage det skete over for den pågældende, men ikke senere blive ved at fortabe sig i jeremiader derover.

Gæsternes forhold ved uheld

Er det en af gæsterne, der har været uheldig, fx at vælte et glas eller karaffel eller slå noget i stykker, må han (eller hun) straks gøre undskyldning herfor og derefter lade være med at tale mere om det. Han må under ingen omstændigheder tilbyde eller dagen efter sende erstatning for det ituslåede.
Fra gæsternes side må der naturligvis ikke under nogen form tilkendegives mishag i anledning af et uheld, der er gået ud over dem; de har samme pligt som værtsfolkene til at tage sådan modgang med resignation og godt humør.

Tobaksrygning

At ryge ved bordet er en skik — nogle kalder det en uskik — der i de senere år er blevet indført i vel efterhånden de fleste hjem. Der ryges kun cigaretter, og disse bydes normalt efter stegen.
Husk endelig ikke at tænde, før værten eller værtinden har gjort det, eller de har opnået tilladelse dertil af dem.
Gourmet’er og vinkendere anser det for forkasteligt at ryge, når man spiser god mad og drikker god vin, da tobakken på samme måde som cocktailen efter deres mening ødelægger smagsevnen. Hvorvidt man vil ryge ved bordet er således i bogstavelig forstand en smagssag, og da det jo tilmed er frivilligt, kan man passende lade dem ryge, der har lyst til det, og som ikke vil ofre tobakken for den fulde nydelse af smagsnuancerne ved maden og vinen.
Det er en selvfølge, at man hverken her eller senere på aftenen ryger medbragt tobak, eller at man tager mod en cigar eller cigaret for derpå at stikke den i lommen. Enten siger man i sidstnævnte tilfælde nej tak, eller også ryger man den på stedet. Kun hvis man er vant til at ryge særlige mærker, fx af virginiatobak eller nikotinsvag tobak, kan man til nød tillade sig at holde sig til egen tobak, men det må så motiveres over for husets herre og gøres meget diskret, således helst ikke ved bordet.
Man bør normalt ikke ryge, når man går fra bordet, men må være færdig med sin cigaret eller have slukket stumpen, før man rejser sig.

Værterne ved bordet