📅 Hvor mange fester har du i vente? Find ud af det på under et minut med vores gratis mærkedagsværktøj.

Talerækkefølge til bryllup og konfirmation: Hvem taler hvornår?

🔄 Senest opdateret: 7. juni 2026

Talerækkefølge til bryllup, konfirmation og andre fester

Hvem skal tale først, og hvornår begynder talerne? Det er et af de spørgsmål, der opstår ved næsten alle store fester. Her får du et overblik over den traditionelle talerækkefølge til bryllup, konfirmation og andre familiefester, så du kan planlægge talerækken med sikker hånd.

Talerækkefølge til bryllup

Den traditionelle talerækkefølge til bryllup følger en fast rækkefølge, der starter med værten og bevæger sig ud fra, hvor tæt man er på brudeparret:

  1. Værten byder velkommen. Det er typisk brudens far, men kan også være brudgommen selv eller den, der er vært for festen. Værten præsenterer eventuelt toastmasteren, som herefter styrer talerækken.
  2. Brudens far holder den første egentlige tale, ofte med varme ord om bruden og velkomst til brudgommen i familien.
  3. Brudgommen takker brudens forældre og holder tale til bruden.
  4. Forloveren holder tale, ofte med personlige anekdoter og humor.
  5. Brudgommens far taler på vegne af brudgommens familie.
  6. Bruden taler, hvis hun ønsker det.

Herefter kan øvrige gæster holde tale, typisk i rækkefølge efter hvor tæt de er på parret: nær familie først, derefter venner og kolleger.

Hvornår begynder talerne til bryllup?

Traditionelt begynder talerne efter at hovedretten har været rundt anden gang. Mange familier med stor talelyst vælger dog at starte tidligere, fx allerede efter forretten. Har I mange talere, er det en god idé at fordele talerne mellem retterne, så stemningen holdes oppe og køkkenet kan følge med. Sørg for at toastmasteren er koordineret med køkkenet, så desserten (det kan jo være is!) ikke står og venter.

Hvor mange taler skal der være til et bryllup?

Der er ingen fast regel, men 4-6 taler er normalt til et bryllup. For mange taler kan trække middagen i langdrag, og gæsterne mister koncentrationen. Toastmasteren kan hjælpe med at begrænse antallet og holde talerne i en passende længde.

Må man ændre talerækkefølgen?

Ja. Talerækkefølgen er en tradition, ikke en lov. Det er fuldt acceptabelt at tilpasse rækkefølgen efter familieforhold, skilsmisser, eller hvis gommen fx vil tale før brudens far. Det vigtigste er, at toastmasteren kender planen på forhånd.

Talerækkefølge til konfirmation

Til konfirmation er talerækkefølgen typisk:

  1. Værten (far eller mor) byder velkommen og holder den første tale til konfirmanden. Nogle vælger at lægge denne tale allerede efter forretten.
  2. Den anden forælder taler, hvis begge ønsker det.
  3. Bedsteforældre (først mors side, dernæst fars).
  4. Ældste fadder eller gudforældre.
  5. Søskende og øvrig familie.
  6. Venner af konfirmanden, fx skoleven eller veninde.
  7. Konfirmanden afslutter med en takketale eller en sang.

Hører man ikke til den nærmeste familie, er det god skik at lodde stemningen og vente kort for at se, om der er andre der ønsker at tale først.

Læs mere om toastmaster til konfirmation.

Talerækkefølge til andre fester

Runde fødselsdage

Værten (ofte ægtefællen) byder velkommen. Herefter taler børn, nære venner og kolleger. Fødselaren selv afslutter typisk med en takketale.

Sølvbryllup og guldbryllup

Til sølvbryllup og guldbryllup følges samme grundprincip: den nærmeste taler først. Børnene holder typisk den første tale, efterfulgt af søskende, venner og til sidst jubilaren selv. Læs mere om taler til guldbryllup.

Praktiske tips til talerækken

Lav en liste over alle, der ønsker at tale, og aftal rækkefølgen i god tid. Del listen med toastmasteren, så der er én person, der styrer forløbet.

Fordel talerne mellem retterne, hvis der er mange. Det giver pauser til samtale og sikrer, at stemningen ikke drukner i taler.

Festsange følger typisk samme rækkefølge som talerne: den der har skrevet sangen, præsenterer den i forbindelse med sin tale.

Fortæl køkkenet, hvor mange taler der er planlagt, så de kan time serveringen. Det er især vigtigt, hvis desserten indeholder is eller andre tidsfølsomme elementer.


Spørgsmål fra Festbogens brugere om taler
  • Hvem betaler for guldbryllup?
    Jeg har hørt at det er børnene som betaler sine forældres guldbryllup - er det rigtigt?
  • Varighed af gommens tale?
    Jeg skal snart giftes og skal selvfølgelig holde en tale for min kommende hustru. Hvor lang bør talen være?
  • Skål for sølvbruden
    Skal selskabet udbringe en skål (og råbe hura) for sølvbruden efter gommens tale til hende? Hvad er kutyme?
  • Mad og drikke til nytårskur
    Jeg har en ide om at holde en nytårskur for ca. 200 mennesker - det bliver noget med taler, folkedans m.m. - hvad serverer man…

Særlige situationer i talerækken

Talerækken følger sjældent skabelonen helt. Her er de tre situationer, vi oftest får spørgsmål om, og hvordan de typisk løses.

Når forældrene er skilt

Er brudens eller brudgommens forældre skilt, er der ingen fast regel for, hvem der taler først. Det vigtigste er, at de to forældre aftaler det indbyrdes i god tid, så ingen bliver overrasket på dagen, og at toastmasteren kender beslutningen. Mange vælger at lade den forælder, der har været vært eller stået for det praktiske, tale først. Føles det vanskeligt, kan to korte taler ofte være en pænere løsning end én lang fælles tale.

Spontane og uanmeldte taler

Ud over de planlagte taler vil nogle gæster gerne sige et par ord i løbet af aftenen. Det er en god idé på forhånd at bede gæster med indslag om at melde sig til toastmasteren, så de kan passes ind, hvor det forstyrrer mindst. Giv gerne toastmasteren mandat til at vurdere, hvornår en spontan tale passer, og venligt holde længden nede, så middagen ikke trækker ud.

Hvor lægger man brudevalsen?

Brudevalsen danses traditionelt inden midnat. Mange vælger at placere den efter de formelle hovedtaler, men før de mere uformelle taler og indslag fra venner. Det giver en naturlig overgang fra den højtidelige del af middagen til den festlige del af aftenen med dans. Aftal tidspunktet med toastmasteren og køkkenet, så servering, taler og dans spiller sammen.

FAQ

Hvem holder den første tale til bryllup?

Værten byder velkommen. Det er typisk brudens far, som derefter også holder den første egentlige tale. Herefter følger brudgommen, forloveren og brudgommens far.

Hvornår holdes taler til bryllup?

Traditionelt efter at hovedretten har været rundt anden gang. Mange vælger at starte tidligere, hvis der er mange talere.

Hvem taler først til konfirmation?

Far eller mor byder velkommen og holder den første tale. Herefter følger bedsteforældre, faddere, øvrig familie og venner. Konfirmanden afslutter med en takketale.

Hvor mange taler skal der være?

Der er ingen fast regel for antallet af taler. Vælg et antal, der passer til jeres fest, og husk at for mange taler kan trække middagen i langdrag.

Må man ændre talerækkefølgen?

Ja. Rækkefølgen er en tradition, ikke en regel. Tilpas den efter jeres familieforhold og ønsker. Sørg bare for at toastmasteren kender planen.

https://festbogen.dk/festleksikon/taleraekke-til-bryllup-og-andre-familiefester