Ja-gilde

Da han fik et ja - af svigerfar!

I gamle dage var det ikke altid kærligheden alene, der bestemte, hvem man blev gift med. Familien, især pigens far, spillede en afgørende rolle. Når frieren endelig fik et ja, blev det markeret med en særlig fest: ja-gildet.

Jagildet (også kendt som jaords gilde, ja-øl eller fæsteøl) kan bedst beskrives som en tidlig forlovelsesfest. Det var ikke en stor offentlig fejring, men snarere en hyggelig og symbolsk sammenkomst med den nærmeste familie, hvor det vigtigste allerede var sket: svigerfars velsignelse.

Skikken stammer helt tilbage fra 1500-tallet og har rødder i en tid, hvor ægteskab blev betragtet som en praktisk alliance mellem familier. Når en ung mand havde udset sig en kvinde, gik han ikke nødvendigvis selv til hendes far for at bede om hendes hånd. Det var helt almindeligt, at han sendte en talsmand - ofte en betroet ven eller slægtning - der kunne føre ordet for ham og fremsætte det ærefulde forslag.

Når pigens far gav sin tilladelse, blev det anset som en formel indgåelse af en pagt. Det skulle naturligvis fejres! Jagildet blev derfor typisk holdt umiddelbart efter accepten eller dagen før den første lys i kirken (det vil sige, når parrets navne blev oplæst for menigheden som en del af ægteskabets offentliggørelse).

Der blev serveret mad og øl, og stemningen var ofte både højtidelig og festlig. I nogle egne af landet blev der endda skålet specifikt for fæstningen - altså den aftale, der nu var indgået. Det var begyndelsen på noget stort: en ny fremtid, et nyt hjem og ofte også et fælles landbrug eller slægtsskab.

Selvom traditionen med jagilde ikke længere praktiseres i dag, lever minderne og historierne stadig videre i danske folkeminder.